Citronsoufflé Udskriv

Frysning: Ikke fryseegnet. Tilberedningstid: Ca. 45 minutter.
Ovntemperatur: 175 grader. Bagetid: 25 minutter.

Forord:
Til de gamle klassiske desserter hører citronsoufflé. Den kræver påpasselighed og en lidt øvet hånd, men den er absolut ulejligheden værd at prøve.

Vareforbrug til 4 personer:
skal og saft af 1-1½ citron
5 æggeblommer
5 spsk. sukker
1 spsk. maizena
5 æggehvider
smør
Citronsouffle
Sådan skal man gøre:
  1. Vask citronerne grundigt og riv skallen på rivejernets fine del. Skær citronerne over og pres saften ud.
  2. Pisk æggeblommerne med sukker til en let og luftig masse.
  3. Rør citronskal, saft og maizena i.
  4. Pisk hviderne til helt stift skum. Vend dem forsigtigt i dejen.
  5. Smør en souffléform med smør og hæld dejen i. Formen fyldes kun ¾ op, der skal være plads til, at souffleen kan hæve.
  6. Sæt formen i ovnen ved 175 grader i ca. 25 minutter til souffleen er hævet og har en gylden overflade. En soufflé skal være bagt på overfladen men må gerne have en blød konsistens indeni.
  7. Den skal serveres, så snart den er taget ud af ovnen.
Tips:
Det er bedst at vælge en form med lige kanter til en soufflé, så der er plads til at den kan hæve.

© Copyright by: www.mortens-lille-fristed.com