Klatkager Udskriv

Frysning: Ikke fryseegnet. Tilberedningstid: Ca. 30 minutter.

Forord:
For bedstemor var det helt naturligt, at en rest risengrød eller en rest løse ris næste dag dukkede op på middagsbordet forklædt som klatkager, og det var noget alle glædede sig til. Det er hyggeligt at finde den slags traditioner frem igen.

Vareforbrug til 4 personer:
2½ dl kogte løse ris eller risengrød
2 spsk. hvedemel
2-4 æg
reven skal af en citron
lidt kardemomme
smør eller margarine
Klatkager
Sådan skal man gøre:
  1. Ris eller risengrød blandes med melet og de sammenpiskede æg røres i lidt efter lidt, til konsistensen er som en meget tyk pandekagedej.
  2. Dejen sættes på panden i små klatter i det brunede fedtstof og steges gyldne på begge sider. Man kan også bruge en plettepande.
  3. Klatkagerne serveres varme med syltetøj og strøsukker.
Tips:
Det går noget mere æg til klatkager af løse ris end af risengrød. Man behøver ikke måle gryn eller grød så nøje blot æggene afpasses, så dejen får den rette konsistens.

© Copyright by: www.mortens-lille-fristed.com